Hellig Birma

Lær den Hellige Birma at kende

Den Hellige Birma kat er en kat med en guddommelig historie. Den siges at stamme fra det Nordlige Burma, der i dag er Myanmar. Her levede den i tæt følgeskab med tempelpræster, og det siges at den en Hellig Birma kat er forbundet med gudinden Tsun-Kyan-Kse. Andre historier beretter om en mand der bragte to katte af racen Siameser med hjem fra Asien i cirka 1920 og parrede dem med Perserkatte. Hos Kattesiden foretrækker vi tempelhistorien. Læs videre og bliv klogere på fakta om katte – på denne side om Hellig Birma katten!

Hvordan ser en Hellig Birma ud?

Hellig Birma katte ligner deres forfædre Perserkatten. Hellige Birma katte er kendetegnede ved deres hvide poter og deres silkebløde pels der forekommer i forskellige ”color-point” mønstre. En Hellig Birma er en kat med blå øjne. Hellige Birmaer er en af de større katteracer. 

Hellig Birma størrelse og vægt

En Hellig Birma kat bliver mellem 3 til 5 kilo for hunnerne og 4 til 6 kilo for hannerne. En Hellig Birma er en stor kat, men stadig ikke lige så stor og tung som eksempelvis den Norske Skovkat. Hellige Birma katte bliver 35-45 centimeter lange, udover deres hale. Halen er lang og pjusket med den silkebløde pels. Nogen mener at den Hellige birma er en kat med korte ben, men kattene bliver faktisk omkring 20-25 centimeter høje. Det kan dog skyldes at de er muskuløse og kan se lidt firkantede ud.

Pels

Hellig Birma katte fælder sporadisk. Den lange pels vil naturligvis fælde, men ligesom Ragdoll katten har en Hellig Birma ingen underpels, hvilket betyder at den er nem at pleje. Når en kat har underpels, er det typisk til at polstre den til et koldt klima. Katte med underpels fælder derfor en del mere end katte uden, i perioder. En Hellig Birma kats pels kan holdes smuk og ufiltret hvis du børster den en gang i ugen.

Farve

Som nævnt er en Hellig Birma kat en hvid kat med blå øjne. Det er også kattens største kendetegn. Den hellige Birma er en colorpoint kat, hvilket betyder at pelsen er én dominant farve, med pletter på enden, haleområdet og på hovedet. Den dominante farve er hvid, beige eller ”cream”, og kattens pletter er forskellige nuancer af brun, med rødlige og beige varianter.

Alle Hellig Birma katte har et color point mønster. Hvis du ser en Hellig Birma til salg og den har en usædvanlig farve kan den være en blanding af andre racer, og den vil derfor ikke være en 100% Hellig Birma racekat. Det behøver dog ikke gøre noget, men prisen bør være herefter hvis en kat ikke er den race du betaler for.

En Hellig Birmas dominante farve vil altid være en nuance af de nævnte ovenfor, men kattens pletter kan også forekomme i det blålige skær der er kendt for ”blå katte”. Det er mest racerne Russian Blue og British Shorthair der er kendt som blå katte, men Hellige Birmaer kan altså også i sjældne tilfælde gå ind under den kategori. Når en colorpoint kat ses i dette mønster, betegnes den som en blåmasket Hellig Birma. Modsat kan en hellig birma også være rødmasket, og sågar også lillamasket, når dens kontrasterende pletter forekommer i disse nuancer.

En Hellig Birma kat i sit hjem

Hvilket temperament kan du forvente ved en Hellig Birma?

Den Hellige Birma har et roligt temperament, og passer ind i ethvert hjem. En Hellig Birma kat er ikke bare en nydelig kat med blå øjne. Den er social, men kan også være alene. En Hellig Birma knytter sig til sin ejer, og kan være en smule reserveret over for gæster. Den bliver dog ikke aggressiv over for besøgende, hverken mennesker eller andre kæledyr.

En Hellig Birma kan også fint leve med andre kæledyr og en større familie med børn og støj. Du skal blot give din kat tid til at vænne sig til de nye rammer, og huske at give katten opmærksomhed.

Med en Hellig Birma er det dog al ting med måde. Hellig Birma Katte alene hjemme kan godt være en farlig cocktail hvis du lader din kat være alene for længe. Katten skal stimuleres og har brug for at være aktiv af og til. Og så har den brug for at være sammen med sin ejer, fordi den knytter sig meget til ham eller hende. En Hellig Birmas temperament er altså stærkt påvirket af dens omgivelser og de omstændigheder den har. Det er dog også påvirket af genetik, for det er vigtigt at huske på at alle katte er forskellige!

Hvor længe lever en Hellig Birma?

Gennemsnitsalderen for en Hellig Birma kat er 13-15 år. Dette er dog kun et gennemsnit, og en kats alder kan variere, afhængigt af en masse forskellige faktorer.

Nogle katte er heldige at undgå sygdomme og kan blive meget ældre, mens andre katte ikke kan komme uden om at blive syge med alderen. En kats alder påvirkes selvfølgelig af om katten har det godt, om den bliver stimuleret og er aktiv, og om den har en familie der giver den kærlighed og omsorg. Selvom alle disse ting er opfyldt, følger der dog ingen garantier med for kattens levetid.

Det er ikke Birma racen der har rekorden for verdens ældste kat, men Hellige Birma katte kan blive ret gamle alligevel. En af de ældste Birma katte der kendes til, blev 24 år gammel og døde desværre i 2020. Kattens navn var Glitterpantz Rakim, men blev I daglig tale kaldt Kim.

Verdens ældste kat hed Rubble og blev 31 år gammel. Rubble var af racen Maine Coon, der også er kendt som en af de katteracer der bliver ældst.

Den Hellige Birma races historie

Den Hellige kats historie er lidt vildere end mange andre katteracer. Det hellige ved Birmaen kommer fra det Nordlige Burma, hvor man mener at Birma kattene levede i harmoni med ”Kittah” præsterne, der tilbed en asiatisk gud ved navn Tsun-Kyan-Kse. Kattene har angiveligvis fået deres dybe, flotte blå øjne som symbol på deres guddommelighed. Deres hvide poter siges at være et symbol på renlighed og det spirituelle.

Racens udbredelse til først Frankrig og herefter England, siges at være to soldater der hjalp med at forsvare templet fra et angreb i 1919. Som tak blev de belønnet med et par af Hellige Birma katte, som startede opdræt af Hellige Birma katte i Europa.

Birma racen var, som mange andre katteracer tæt på at uddø under 2. verdenskrig grundet hungersnød. Den overlevede dog og racen er i dag godkendt i mange lande og i forskellige katteregistre verden over.

En Hellig Birma forveksles ofte med en burmeser kat. De er dog langt fra ens, selvom de har rødder fra samme landsdel. Burmeserkatten har sin oprindelse nær den Thailandske grænse op til Burma – som i dag er Myanmar. Burmeserracen blev dog udviklet i Amerika, og den Hellige Birma i Frankrig og England. De to katte ser også vidt forskellige ud, med Burmeser katten i sort, og den Hellige Birma i sit karakteristiske colorpoint mønster. Burmeserkatte kan dog også ses i flere forskellige farver end sort i dag.

En Hellig Birma kat med sine dybe blå øjne, set fra siden

Hvad koster en Hellig Birma?

En Hellig Birma kat kan koste imellem 3.000 kr og 12.000 kr. Prisen kan afhænge af en række forskellige faktorer, heriblandt kvaliteten på killingen. Det vil blandt andet sige hvilke forældre den har haft i forhold til pelsmønstre og personlighed. Prisen kan naturligvis også være afhængig af hvor gammel katten er. Hellige Birma katte er en relativt sjælden race, og der kan derfor også være forskel i priser, hvis Hellig Birma opdrættere ikke kan følge med efterspørgslen.

Er du på udkig efter en Hellig Birma killing til salg, skal du være opmærksom på om katten er 100% racekat, lige som du skal ved køb af alle andre katteracer. Det er vigtigt at du vælger en god og godkendt Hellig Birma kat opdrætter, og sikrer dig at du får stamtavle vaccinationskort og det hele med.

Du kan finde katte til salg mange steder. Skal du købe en kat er det vigtigt at du overvejer om du vil have en kælekat, eller om du leder efter en kat til udstilling og shows. De fleste leder blot efter et kæledyr og så behøver man ikke vælge den dyreste killing. Leder du til gengæld efter en udstillingskat med de helt rigtige gener, kan det dog være en køretur værd at finde en kattekilling til salg på Sjælland, hvis du for eksempel bor i Jylland.

Hvordan passer du bedst på din Hellige Birma?

Grundet den Hellige Birmas størrelse, er det vigtigt at du sørger for at din kat er aktiv. Større katte skal have mere mad end mindre katte, og uden daglig motion kan de blive overvægtige. Det er vigtigt du holder øje med din kats vægt, så du kan regulere på kost og motion. Udover dette skal du give din kat opmærksomhed, og ikke udsætte den for mange nye ting der kan bryde dens rammer og rutiner på en gang.

Hellig Birma sygdomme

Hellige Birma katte er generelt meget sunde katte. Racen lider ikke af nogen specifikke sygdomme, udover Hypertrofisk Kardiomyopati, som alle katte kan rammes af. HCM er en hjertesygdom, der giver katten vejrtrækningsbesvær og kan være dødeligt for katten. Din Hellige Birma kan også rammes af PKdef (også kendt som PKD), der er en nyre sygdom som de fleste katteracer også kan blive ramt af.

Udover at holde øje med din kats kost og motion og give den kærlighed og opmærksomhed, er der ikke meget du kan gøre for at undgå at din kat bliver syg. Udover selvfølgelig at sørge for din kat er købt ved en god Hellig Birma opdrætter, så du sikrer dig at den har sine vaccinationer, har fået ormekur og alt hvad der hører til. En kats sundhed kan også være en ting der påvirker hellige Birmaers pris, hvis eksempelvis en killings forældre er blevet meget gamle og sunde.

Det skal du vide om Hellig Birma Killinger

Hellig Birma killinger er aktive og legesyge som andre kattekillinger. Skal din kat bo i et hjem med meget støj og mange mennesker, er det en god idé at udsætte den for det mens den er killing. På den måde kan du vænne din kat til støjen i et langsomt tempo. Hellige Birma killinger er først fuldvoksne når de er omkring 3 år gamle. De vil derfor også først være omkring den alder at deres endelige colorpoint mønster er tydeligt.

Et par grundlæggende ting til kattemor eller kattefar: En Hellig Birma killing skal vænne sig til alle de nye ting. Den skal have omsorg, og den skal have lov til at danne sig nogle rutiner og vænne sig til sit nye hjem. Det kan du hjælpe med, ved kun at stille mad frem når det er tid til at spise, og lade den være sammen med sin mor eller andre katte. Killinger har nemlig godt af at socialisere. De kan lære meget om hvordan man begærer sig ved at være omkring andre katte.

Kattekillinger skal som sagt starte med at vænne sig til nye ting så tidligt som muligt. Det kan være forskelligt legetøj der siger forskellige lyde eller bevæger sig forskelligt, men det kan også være noget så simpelt som at lade katten lege på forskellige overflader. Du kan også vænne katten til at blive plejet, kælet med og at blive børstet i en tidlig alder.  

Du skal vælge denne kat, hvis …

En Hellig Birma kat kan være den rette kat til enhver katteejer. Med sit rolige temperament kan den passe ind i ethvert hjem. Hellige Birma katte kræver en smule opmærksomhed, men belønner den også med gensidig kærlighed. Vælger du en Hellig Birma kat, skal du helst ikke bo alene, og i hvert fald ikke være væk i flere dage ad gangen. En Hellig Birma kat er en social kat. Den kan godt være alene, men ikke i længere perioder. Den knytter sig ofte til få mennesker, og foretrækker at være omkring dem. Hellig Birma katte er også nysgerrige, og kan nemt trænes til forskellige, simplere opgaver eller kommandoer.

Hellig Birma vs Ragdoll

De to katte ligner hinanden meget og bliver ofte sammenlignet. Men hvilket kat er så bedst? Det er selvfølgelig forskelligt hvilken kat der passer bedst til hvem, og kattes personlighed og temperament er også individuelle og er ikke kun bestemt af hvilken race de er. De er dog begge katteracer med blå øjne og med silkeblød pels. De flotte katte er begge rolige, fredelige og sociale katte. Ragdoll katten er dog mest kendt for at ville kæles med, men det kan en Hellig Birma nu også godt lide.

Katte der ligner den Hellige Birma